Opsamling fra medlemsmødet den 27/9 2007
om foreningens træningstilbud

 

I forlængelse af en debat på vores medlemsforum om foreningens træningstilbud blev der torsdag den 27/9 afholdt et medlemsmøde. Formålet med mødet var således at få afdækket medlemmernes ønsker til træningsmulighederne i Vejle IF Triathlon.
 
For at målrette drøftelserne blev de 3 discipliner debatteret hver for sig. Nedenfor har jeg opsamlet de hoved-konklusioner, der fremkom på mødet:
 
Ad svømning
1. det er vigtigt med en træner, der overvåger svømmetræningen meget indgående  ...en træner skal holde én til ilden - både i forhold til tekniktræning og i forhold til et fastlagt svømmeprogram
2. selvom der er generel tilfredshed med Cecilie, så efterspørges en svømmetræning der i højere grad tager udgangspunkt i triathlon-sportens behov  -  der kan godt være forskel på et svømmeprogram til henholdsvis en svømmer og en triatlet
3. Overveje at gennemføre 2 "fokus-weekender" i vinterens løb, hvor vi inviterer en anerkendt tri-træner, der på første weekend introducerer os for målrettede svømmeprogrammer og retter på vores teknik ...og hvor den anden weekend et par måneder senere tager sigte på at lave opfølgning på det program, man har fulgt siden den første samling
 
Ad cykling
1. Der er behov for en mere målrettet cykel-tekniktræning  - der er mange facetter i enkeltstarten der kan trænes meget mere indgående end vi praktiserer idag. Det kan overvejes at medtage enkeltstarts-træning på ovennævnte fokus-weekends
2. Vi skal have gang i mere fællestræning. Der er anerkendelse for de forsøg, der er blevet gjort hidtil, men også enighed om, at en forudsætning for mere opbakning må være faste kendte tidspunkter, så medlemmerne kan indrette sig efter det. Der blev drøftet forskellige tidspunkter i weekenden, og nu prøver vi at igangsætte følgende faste træningstidspunkt: fra og med 1. november vil dere være fællestræning på søndage kl. 9.00. René Hansen vil være tovholder, og der kommer mere info, når vi nærmer os månedsskiftet.
 
Ad løb
1. Omkring bordet var der ikke store udækkede behov  - løbetræning er ofte den disciplin, man selv får placeret, når det lige passer ind i programmet, og hvor man også fint kan koble sig på motionisternes løbetræning. Men emner som løbeteknik og løbestil kunne måske indtænkes i de allerede omtalte fokus-weekends
 
Generelt
1. Vi skal have indsamlet et lager af basale træningsprogrammer til forskellige ambitionsniveauer, som vi kan udlevere til nye medlemmer
2. Vi skal gøre mere ud af at markedsføre vores triathlon-forening  ...men det er også vigtigt at vi har nogle fælles-træninger, hvor de nye medlemmer kan blive hjulpet igang og skabe sig et netværk i foreningen. Når nu vi får igangsat den fælles cykeltræning, har vi fællestrænings-tilbud i alle 3 discipliner, og så skal vi prøve at gøre mere reklame for Vejle IF Triathlon. De kommende fokus-weekends kunne måske også fungere som "hverve-arrangementer", hvor potentielle medlemmer fik mulighed for at snuse til tri-sporten og møde nogle af klubbens medlemmer.
3. vi skal undgå at vores fokus-weekends kolliderer med tri-forbundets arrangementer  ...som medlemmerne iøvrigt opfordres til at deltage i  - læs mere på www.dtrif.dk
4. Der er opbakning til en eller anden form for deltager-betaling til de forestående fokus-weekends, hvis det måtte blive nødvendigt. Bestyrelsen afklarer med klubbens kasserer, når økonomien for arrangementerne er kendt
 
..og hvad nu??
På baggrund af synspunkterne på medlemsmødet går bestyrelsen nu i planlægningsfasen. Det påregnes at den første fokusweekend bliver afviklet medio/ultimo november.
 
Med ønsket om en god trænings-vinter
 
Søren
 



© Vejle IF Triatlon. Copyright.