Vejle Idrætsforening     

Forside  . Nyheder  . Atletik  .  Triathlon  . Motion   . Old Boys . Arrangementer  . Vejle løber . Klubinfo

 

 

Nyheder


 

 

 

 

 

 

 



Nyheder fra 4. kvartal 2007


Onsdag den 26. december 2007

....og der blev løbet Julenisseløb

Af PR- og medieleder Jess Ingo Jensen


Det var tirsdag den 18. december. Vi kunne ikke træne på Idrætshøjskolen, så vi var nødt til at opfinde en ny tradition. Og efter vores flotte resultater ved Regionscross for nylig, hvad var så mere oplagt end at lave en afslutning på grundtræningen med en lille konkurrence med lange løb.

Vi kunne ikke lave løbene som cross, for skoven er jo kulsort på denne tid af dagen, så vi lavede konkurrencen som baneløb. De mindste løb 800 m, de fleste løb 1000 m, og de ældste, over 14, løb 3000 m. Løbslængderne var tilpasset, så man kunne score points på løbene.

Vi lagde ud med de mindste, dem op til 9 år. Da der desværre kun var mødt en enkelt pige i den aldersklasse, slog vi drenge og piger sammen i et heat. Der var 6 drenge og så Line i heatet.

Vinder af aftenens første heat blev såmænd Anders Vrang Thomsen, 8 år, i tiden 2:57,9. En fin tid, den kolde aften taget i betragtning, kun 9 sek. fra klubrekorden. Anders løb lige i hælene på Søren Mønlov Pihl og tog så teten på løbets opløbsside. Søren kom således i mål lige efter i tiden 2:59,3. Simon Riis blev en sikker 3’er i tiden 3:27,5. På 4. plads kom Jakob Mønlov Pihl (3:49,8), 5. plads til Rasmus Wibrand (3:54,6) og 6. blev Peter Pagh Andersen (4:07,8). Line kom i mål lige efter Peter i tiden 4:08,2.

Så var det de 10-11 åriges tur. De skulle løbe 1000 m.

Først tog vi drengene, hvor vi havde fire raske gutter til start. Ikke helt overraskende blev Mathias Vrang Thomsen vinder af heatet i tiden 3:35,5, en fin tid kun 8 sek. fra klubrekorden. Nr. 2 blev Magnus Svensson i tiden 3:44,1, 3’er blev Frederik Seeberg lige efter i tiden 3:46,3. Noget efter kom Søren Krarup, som denne aften ikke rigtig fik fart i sokkerne (4:22,0).

Næste heat var pigerne og her var der virkelig flot fremmøde. Der var faktisk ti piger til start, men to af dem, Thea og Sofie, meddelte dog fra start, at de ikke kunne fuldføre på grund af småskavanker. Vinder af det store heat blev en meget sikker Anne Svanvig i tiden 4:26,8. Sikker 2’er blev Lisa Laursen med 4:43,2 og på 3.pladsen kom Emily V. Kjærgaard med 4:49,4. Lige efter kom Victoria Sørensen med 4:50,0. Nr. 5 blev Naja Nissen (4:54,4), nr. 6 blev Maiken Seerup (4:54,9), nr. 7 blev Lisbeth Pedersen (5:34,9) og nr. 8 blev Rigmor L. Hansen (5:36,1).

Næste gruppe var de 12-13 årige og her var fremmødet til gengæld helt i bund. Kun Nicklas Baadsgaard og Louise Dahlgren stillede til start og de løb selvfølgelig i samme heat. Nicklas stak afsted, og Louise fulgte faktisk flot med meget længe. Først på de sidste 200 m øgedes afstanden mellem de to, og Nicklas løb i mål i tiden 3:41,4 og lidt senere kom Louise ind i tiden 4:08,0.

Så var vi kommet til aftenens sidste heat, hvor to af klubbens absolut største ungtalenter stod til start, nemlig 14-årige Simon Schmidt og 15-årige Morten Larsen. Det var mørkt og koldt og de to drenge skulle igennem 7½ baneomgang – det var unægtelig lidt hårdt. De gik godt til den og skiftede i starten til føringer. Efter nogen tid var det dog Morten, der trak læsset og mod slutningen øgedes afstanden. I mål kom Morten ind i tiden 10:28,2, og lidt efter kom Simon i tiden 10:36,2.

Når løbene var overstået blev alle straks sendt ind i klublokalet, hvor to lokale VIF-nissekoner, Charlotte og Siri, diskede op med saftevand, varm kakao og alle de æbleskiver, der kunne klemmes ned. Det gjorde rigtig godt.

Det var en herlig måde at slutte vinterens sidste træning på, og så ønskede vi alle hinanden Glædelig Jul og Godt Nytår, og huskede os på, at vi skal mødes den 3. januar til den store Nytårsgalla, hvor vi skal se på året 2007, som det forløb.


Mandag den 10. december 2007

Hva’ sker der lige? 17 nye klubrekorder!

Af PR- og medieleder Jess Ingo Jensen


Som bekendt drog en mindre del af vores ungatleter af sted til inde-stævne i Marselisborg-hallen i lørdags, og som allerede underrettet blev resultatet, at Christopher Hansen og Jens Agger begge kvalificerede sig til DAF’s talentudviklingsgruppe (ungdomslandsholdet).

Men, men, men, det var sandelig ikke det eneste, der skete. Det var et sandt festfyrværkeri af flotte resultater, især fra vore mange yngre talenter.

For eksempel satte lille Freja E. Jensen, 9 år, endnu en gang en tyk streg under sit talent ved at lave 3 nye klubrekorder, og i længde var hun med 3.05 m såmænd bare 3 cm fra rekorden! Super-Freja!

Søren Mønlov Pihl, også 9 år, gjorde det lige så godt. 3 nye klubrekorder i 3 starter! Ikke dårligt, vel?

Tre unge VIF'ere klar til længdespring (Foto: Erik Laursen)


Fremhæves i denne aldersgruppe skal også den kun 8-årige Anders Vrang Thomsens resultater. Anders var med i hele 5 øvelser (puha, han har haft travlt), heraf en 800 m, som han sætter ny klubrekord i med tiden 3.04,51. Han sprang 1,10 m i højdespring! Og han laver flotte resultater i de øvrige starter. En coming man, no doubt!

Fantastiske Anders på vej mod klubrekorden på 800 m (Foto: Erik Laursen)


De tre Wibrand-søskende førte sig også frem. Den kun 7-årige Rasmus satte ny klubrekord i kugle, storesøster Ida Marie satte hele to nye klubrekorder i henholdsvis kugle og længde, og storesøster Camilla satte ny klubrekord i kugle med gode 7,91 m.

Rasmus på vej i kurven (Foto: Erik Laursen)


Claes Gammelgaard tangerede den bestående klubrekord i højdespring med 1.30 m.

I samme disciplin sprang 11-årige Anne Svanvig 1,15 og det var ny klubrekord. Flot Anne.

Endelig satte Jens Agger to klubrekorder på 60 m hæk, idet han i første forsøg løb 9.19 s, og i 2. forsøg smækkede tiden ned på 8.97, og dermed klarede TUD-kravet (9.08). I længde kom der også en god PR til 5.35 m (med planke).

Jens Agger på vej mod sit superresultat på hæk (Foto: Erik Laursen)


Når Christopher Hansen ikke satte klubrekord trods sin flotte tid på 60 m, skyldes det, at klubben engang for mange år siden havde et af landets bedste sprintertalenter, Niels Christensen, og hans 14-års rekord på 7.2 (manuel, svarer til 7.44!) sat i 1980 står endnu. Med sin supertid på 7.50 i finaleløbet er Christopher dog nu kun 7 hundrededele fra at tage rekorden og det kan godt nås! I Sidste Chancen mellem Jul og Nytår er der endnu en mulighed for at gøre det. Hurtigt ud af blokken, så gør du det, Christopher!

Christopher og Jens på 60 m. Begge løb sig på landsholdet! (Foto: Erik Laursen)


Mange flere kunne have været med og uden tvivl have lavet gode resultater. Men det ændrer sig, når vi efter Nytår går i gang med hurtigheds- , spændst- og springtræningen.



Mandag den 10. december 2007

Sydjysk cross-mesterskab – Vejle IF over det hele

Af PR- og medieleder Jess Ingo Jensen


I forrige weekend stod Atletica Horsens for afholdelsen af det sydjyske cross-mesterskab. Cross betyder løb i terræn. Vejle IF stillede med et stort, og meget stærkt ungdomsmandskab. 24 ungdomsmedlemmer stillede til start, og da dagen var ovre tog vi hjem til Vejle med 6 guldmedaljer, 1 sølv og 5 bronze individuelt og med hele 5 holdmesterskaber. Vejle IF er regionens stærkeste løbe-klub, og når vi kan finde trænere til at tage sig af ungdommens cross-træning, kan vi blive megastore på landsplan.


Blandt de mange talenter er der en, der særligt gør opmærksom på sit kæmpetalent. Den kun 11-årige Benedikte Bangsgaard fra Vejle IF vandt ikke uventet guldet i hendes aldersgruppe. Men hendes vindertid for de 2,3 km på 9.43 minutter var dagens bedste blandt alle ungdommer op til 13 år, drenge inklusive! Benedikte er vant til at vinde og fører også den igangværende DGI-cross-turnering i Sydjylland. Benedikte, Anne Svanvig, som vandt bronze, og Camilla Wibrand hjemførte holdmesterskabet til Vejle.


Hos de lidt ældre piger (12-13 år) gjorde vi det også godt. Amalie Gernow vandt guld, Anna Nielsen bronze og sammen med Sophie D. Jensen hjemførtes også holdmesterskabet i denne gruppe til Vejle.

Vi havde desværre ingen piger med i aldersgruppen 7-9 år og 14-15 år.


Drengene var helt suveræne. Vi havde deltagere i alle fire ungdomsgrupper, og vi vandt guld i alle fire og hjemtog holdmesterskabet i de tre af grupperne.


Hos de yngste, 7-9 år, vandt ikke uventet Søren Mønlov Pihl, men blot 1 sekund efter kom den et år yngre Anders Vrang Thomsen i mål. Anders sikrede således dagens eneste sølvmedalje til Vejle IF. Flot gået, Anders. Sammen med Sørens lillebror Jacob sikredes holdmesterskabet til Vejle.


I drenge 10 – 11 år var der også guld og bronze til Vejle IF. Guldet sikrede Mathias Kirk sig i den flotte tid 9.58 og Mathias Vrang Thomsen sikrede sig et lille halvt minut senere bronzen. Sammen med Søren Krarup hjemførte drengene holdmesterskabet til Vejle.


Også drenge 12 –13 år blev en succes for Vejle IF. Guldet snuppede Mathias’ storebror, Andreas Kirk, i tiden 9.48. Bronzen tog Claes Gammelgaard sig af og sammen med Ole Krarup hjemførte drengene holdmesterskabet til Vejle.


Hos drenge 14-15 år har vi i Morten Larsen, 15 år, en meget talentfuld og hurtig løber. I denne klasse skulle der løbes to omgange (4,6 km) og dem klarede Morten på 16.43 min. Godt et minut efter kom den et år yngre Simon Schmidt og det sikrede bronzen til Simon. Vi manglede en 3. mand i denne gruppe, så var holdmesterskabet også gået til Vejle her.


Når bortses fra, at vi skulle have haft mange flere med, så må der lyde en meget stor tak til de mange unge talenter. I gjorde det suverænt flot i søndags. Og hvis alle dyrkede lørdagstræningen, der netop står på cross-træning, så ville vi have fået endnu bedre tider hos mange.

Næste cross-løb er den 18. december på hjemmebane.




Søndag den 9. december 2007

Jens Agger og Christopher Hansen klarer kvalifikationen til landsholdet

Af PR- og medieleder Jess Ingo Jensen


Det har jo været på vej længe og begge d’herrer var utrolig tæt på at klare det hårde krav allerede ved DM i sensommeren. Men nu er det en REALITET!


I gårsdagens inde-stævne i Marselisborg-hallen var der trods en periode med hovedvægt på tungere træning alligevel fart nok i benene på dem begge til, at de klarede kravet til TUD (Talentudviklingsgruppen, som også kaldes Ungdomslandsholdet, i Dansk Altetik Forbund). Og begge de to fyre er endnu bare 14 år, og det var altså 15-års-kravet, de klarede! Så efter 1. januar er begge at finde i DAF’s talentudviklingsgruppe. Det er megastort!


Jens på vej mod Jens Agger på vej mod sit superresultat på hæk. Jens satte dansk rekord på 100 m hæk i sommer og var få 100’dele fra at klare kravet i sommer. Nu er kravet klaret på 60 m hæk. Det er super!


Jens Agger gjorde det på 60 m hæk. Kval-kravet er 9.08 for de 60 m hæk og Jens kom ned omkring 8.90. (Jeg kender ikke de eksakte resultater endnu, det må komme senere).

Og Christopher Hansen løb de 60 m på 7.50 og kravet er 7.51, så den er også i vinkel.


Christopher lige efter DM-guldet i Malmö i februar på netop 60 m. Tillykke med at TUD-kravet nu er klaret.


Superflot begge to. I kan nu forvente invitation fra DAF’s talenttræner Michael Jepsen inden længe og så kommer i med til de to landsholdssamlinger, der falder efter nytår, henholdsvis den 5.-6. januar og 12.–13. april.

Vejle IF har nu 3 ungtalenter i TUD: Rasmus Terp, Jens Agger og Christopher Hansen. Og hvem ved, måske inden længe også Morten Larsen, der bestemt er tæt på også.



 

Mandag den 26. november 2007

Resultater fra de åbne klubmesterskaber i 10 km

Her er resultaterne af de åbne klubmesterskaber på 10 km landevej, som blev afholdt lørdag d. 24. nov. kl. 14.00 på Ibæk Strandvej.


1) Morten Larsen 40.29

2) Peter Christiansen 43.42

3) Jimmi Simonsen 45.52

4) Henning Jensen 46.25

5) Åge Schubert 49.55

6) Ole Hjort 57.16


1) Mia Sørensen 41.26

2) Lilli Jeppesen 45.04

3) Gitte Høgstad 45.22

 


Fredag den 16. november 2007

6 DM-guld og 2 nye danske rekorder med hjem til Vejle IF

af Jess Ingo Jensen

Vejle IF havde en mindre trup med ved weekendens danske mesterskaber i atletik for ungdom i Århus. Og de gjorde det godt de fleste af vore unge.

Vores drenge på 14-15 år er blandt landets absolut stærkeste, og de viste på alle måder flaget ved DM.

Christopher Hansen, 14 år, er landets hurtigste sprinter og på 100 m satte han ny dansk ungdomsrekord ved at løbe så flot som 11.74 s. Desværre måtte Christopher nøjes med sølvet i finalen, hvor en 15-årig lige akkurat besejrede ham. Christopher er ved at være klar til at blive optaget på ungdomslandsholdet, hans tid er nu blot 3/100’dele fra 15 års kravet. På 200 m blev Christopher nummer fire i tiden 24.90, ikke langt fra 3.pladsen.

Christopher på sikker 2. plads i finalen på 100 m, lige efter Michael Skjoldan.

Jens Agger satte for nylig dansk ungdomsrekord for 14-årige på disciplinen 100 m hæk, en af atletikkens absolut mest krævende discipliner. Ved den lejlighed forbedrede Jens sin pr til fornemme 15.06 s. Men søndag morgen var han endnu mere tændt og vandt indledende heat i ny rekordtid, 14.89 s! 5 timer senere stod finalen, og minsandten om ikke han igen filede på tiden, så han kom i mål i tiden 14.84! Og han besejrede også de 15-årige og blev hermed dansk mester! Fornemt. Dagen før kastede Jens i øvrigt 600 gram-spyddet ud på 44.81, ny PR for ham. Her blev han nummer fire af 15, blot 45 cm fra bronzepladsen.

 

Jens Agger har mange talenter i atletikken. Hans hæk er Danmarks bedste, men også i spyd ligger han i toppen. Han blev nr. 4 ved DMU med ny PR på 44.81 m.

 

Andreas Kristensen, 15 år, som er en rigtig god kaster, var med i diskos. Det blev en vaskeægte gyser, da Andreas, som var meget tændt, i første kast smed diskossen i nettet, men i 2. kast ramte den lige i r…. og satte ny PR med 39.60m! Det var konkurrencens længste kast. De følgende fire runder sendte Andreas på ny diskossen i nettet hver gang, men kastet fra 2. runde endte med at holde hele vejen til det danske mesterskab var i hus. Andreas var også med i hammerkast, hvor han uden rotation sendte hammeren ud på 31.96. Det rakte til 4. pladsen, blot 13 cm fra bronzen.

 

Akkurat som Jens er Andreas et mangesidet talent. Han er jættestærk og derfor en god kaster, men at han kan løbe stærkt har han bevist flere gange. Her løber han depechen i mål på 4 x 100 m. Andreas hentede to på opløbssiden og det gav drengene bronze.

 

Mathias Nielsen, 15 år, var måske på forhånd den største favorit til DM-guldet i disciplinen stangspring, hvor han med sin PR på 3.40 m er aldersgruppens klart bedste. Men her gik noget galt, for da Mathias, efter at have klaret 2.90 i overbevisende stil, gik ind igen på højden 3.10 rev han ned tre gange. En højde Mathias normalt klarer med lethed. Mathias døjer meget med en forstrækning i venstre lår og måske plagede den ham mere end godt var. I hvert fald endte nu en anden med at løbe med guldet ved lige akkurat at klare 3.10, og Mathias måtte nøjes med bronzen. Det var en meget skuffet Mathias, der pakkede sine stænger sammen bag efter, men vær vis på, at han kommer igen.

At en bronzemedalje ved DM kan være en slem skuffelse fik vi her et bevis på. Rigtig synd for Mathias. Men i det mindste var det så et plaster på såret, at medaljen blev overrakt af ingen ringere end det største talent på lang hæk i Danmark, Sara Petersen.

 

Morten Larsen, 15 år, som lige er skiftet fra Herning til Vejle IF, er en rigtig dygtig mellem- og langdistanceløber. Han må først efter 1. oktober stille op for os, men naturligvis fulgte vi ham med stor interesse ved dette DM, hvor han stillede op på distancerne 1500 m og 3000 m. På 1500 m blev det til bronze i den flotte tid 4:23.71. Morten blev kun overgået af stortalentet Theis Nyhus fra Skive og Jeppe Harboe, Sparta. På 3000 m vandt Morten sølv i den flotte tid 9:38.12, hvilket ville have været ny KR i Vejle IF. Igen var det Theis, der løb med guldet. To meget flotte løb af Morten, som også giver den hele armen under træningen på Vejle Stadion, hvor han ofte sparrer med Rasmus Terp.

 

Morten er vores nye navn og et talent ud over det sædvanlige på mellem- og langdistancerne. Her ved DMU var klubskiftet lige sket, så Morten stillede til start for Herning. Men snart kan han ses i den grønne trøje og det glæder vi os naturligvis til. Sølv og bronze ved DMU på de to mellemdistancer- stærkt løbet!

 

I denne aldersklasse stillede vi også med en stafet på både 4 x 100 m og 1000 m. Det var Jens, Christopher, Andreas og Simon Buje Møller, der i begge tilfælde dannede holdet, og på 4 x 100 m vandt holdet bronze i tiden 48.97, mens de på 1000 m måtte se sig henvist til 4. pladsen i tiden 2;15.34.

 

 

Bronze på 4 x 100 m stafet til drengene, Christopher, Andreas og Simon. Jens havde travlt med at kaste langt i spyd, da medaljerne blev overrakt. Godt løbet af Simon!

 

Vi havde en enkelt pige med i P15-gruppen, Maria Behrens, 14 år, som var med på 80 m hæk og diskos. Maria var med for at snuse til stemningen ved de større mesterskaber og så få sat sig nogle PR. Maria gjorde det fint og kunne være tilfreds med indsatsen.

 

Alene i denne aldersklasse blev der altså hentet 2 danske mesterskaber, 2 nye danske ungdomsrekorder, 2 sølv og 3 bronze – og så hele 4 af de der flotte, men ærgerlige 4. pladser. En meget flot høst leveret af 6 drenge.

 

I næste aldersgruppe, D 17, har vi p.t. kun Said Hodo, der har DM-klasse. Han stillede op på 100 m, hvor han i finalen måtte nøjes med 4. pladsen i tiden 11.70 s.

 

I den tilsvarende aldersgruppe hos pigerne havde vi Laura Jürgensen, 16 år, til start på 100 og 200 m. Laura er på vej tilbage efter et år på efterskole, og hendes resultater var absolut godkendt. Hun blev nummer 4 på 100 m i tiden 13.08 og nummer 6 i tiden 27.60 på 200 m, hvor hun kom i det dårlige heat, som hun uden besvær vandt.

 

Hos D 19 så vi en af mesterskabernes største profiler, Rasmus Terp, 19 år, gøre rent bord i de tre discipliner, han stillede op i, 400 m, 800 m og 1500 m. Tre danske mesterskaber på stribe. Rasmus var helt urørlig og løb sig på ingen måde ud, måske med undtagelse af 400 m, hvor man i sagens natur ikke løber taktisk. Tiden her blev 51.33 s, det er vel ok, når nærmeste konkurrent er næsten 2 sek. efter.

 

Christian Lang Jensen, 18 år, som p.t. trækkes med overtræningsskader, stillede kun op i diskos, og blev her nummer 5 med et kast i ny PR på 34.93 m. En enkelt opmuntring i en ellers træls sæson.

 

På 4 x 100 m stillede vi med Rasmus, Anders Nygaard, Carsten Eriksen og Said og de fire løb en bronze-medalje hjem i tiden 45.64, ny KR.

 

Hos D22 havde vi Jakob Hoffmann og Joachim Lund til start.

 

Jakob leverede varen på såvel 800 m som 1500 m. Begge løb blev taktiske affærer, hvor udgangstempoet var meget lavt og favoritterne lå og lunede sig. Jakob gik på 1500 m i front og ofrede sig, for da spurten gik ind, kunne han ikke følge de to hurtigste og måtte nøjes med bronzen i  tiden 4:12.92. På 800 m måtte han se sig henvist til 4. pladsen i tiden 2:06.67.

 

Joachim var med i kugle og stang. Det blev ikke resultater Joachim selv vil bryste sig af, men det resulterede dog i sølv i kugle og bronze i stang.

 

Endelig stillede vi med et stafethold på 4 x 400 m, bestående af Jakob, Rasmus, Anders og Carsten, og de gjorde det alle fire rigtig godt og blev suveræne danske mestre i tiden 3:32.17, ny KR.

 

De fire hurtige drenge fra Vejle IF blev danske mestre på 4 x 400 m. Anders, Carsten, Rasmus og alderspræsidenten Jakob.

 

Ud over Rasmus’ suveræne resultater må vi sige, at det var takket være de yngstes indsats, at DM denne gang for Vejle IF resultatmæssigt var ok. Vi mangler virkelig at få udviklet vores ungdom til dansk eliteniveau og i rigtig mange discipliner er vi end ikke til start. Vi har ud over Jens Agger ingen hækkeløbere af klasse, vi har ud over Mathias ingen springere af klasse og det kniber også gevaldigt med gode kastere, i hvert fald i de ældre aldersklasser. Vi er endnu langt fra at være en af de dominerende ungdomsklubber i  Danmark, men forhåbentlig skaber vi efterhånden dygtige ungdomsatleter nedefra, hvis vi ellers lykkes at udvikle et tilstrækkeligt antal trænere og få lagt et højt kvalitetsniveau i den daglige træning.

Ingen over og ingen ved siden af Rasmus ved dette DMU. En suveræn høst med fire guld og 1 bronze på brystet. Kanon!

 


 

Onsdag den 26. september 2007

Resultater fra Veteran VM - flot bronze til Lilly Jeppesen

VIF havde 4 løbere med i Marathon disciplinen, der foregik i 28 – 30 graders varme og fuld sol.

Resultaterne blev:

Poul Bachman-Madsen 4.18.46, nummer 25 i gruppen M65.

Lilly Jeppesen 3.20.51 nummer 3 og bronze medalje i gruppen K55

Niels Jørn Jeppesen 3.56.56 nummer 64 i gruppen  M55.

Mogens Dam , M70 stillede også op men men måtte desværre udgå.

 


 

Torsdag den 20. september 2007

De to næste weekender er der stævner for atleterne i ungdomsafdelingen.

Der er 33 der tager til holdmesterskab i Herning på lørdag d. 22/9. Vi kører med bus fra stadion kl 8.30 og forventes hjemme igen ved 19-tiden. Forældre, der gerne vil med i bussen, møder bare op og hvis vi er for mange, må vi tage en bil eller flere og fylde op. Vi stiller med 5 hold og glæder os meget til at se hvordan det går i kampen mod de andre hold.

D. 29/9 gælder det så det hyggelige stævne i Kolding. Det er en 4-kamp, som 31 atleter har meldt sig til. Da det er en 4-kamp skal man deltage i de fire discipliner, som gælder for den aldersgruppe, man hører til. Disciplinerne kan ses ved at gå ind på stævne- og aktivitetskalenderen på atletiksiden her på hjemmesiden. Stævnet starter kl. 13, så I skal være der ca kl. 12. Vi skal stille med 4 - 5 dommerhjælpere, jeg regner med, at vi finder ud af hvem, der gør hvad, når vi kommer derned.

Hvis man har problemer med transport til Kolding, bedes man kontakte undertegnede, så vil jeg hjælpe med at finde en bil, hvor der er plads til en ekstra.

Skulle der være en forælder eller to, der har garagen fuld af æbler eller har lyst til at bage en kage, er jeg sikker på, at der er mange der vil sætte pris på at få del i det ved stævnerne.

Vi glæder os til to dejlige dage med atletik, hygge og forhåbentlig rimeligt vejr.

Vi ses 

Siri

 


 

Søndag den 16. september 2007

Regionsfinalen i Ålborg den 1. september

Flot dag for Vejles drenge og piger. Sammen med deres hold samlet af atleter fra region Syddanmark vandt piger 10 -11 år, hvor Camilla Wibrand, Benedikte Bangsgaard og Anne Svanvig deltog, en flot SØLVMEDALJE. De lå med 108 point ligesom guldvinderne men region Nordvestjylland vandt guldet på baggrund af flest 1. pladser.

Vi, der var med deroppe, vil jo så vide, at uregelmæssigheder og misforståelser i afviklingen af 1000 m . løbet gjorde, at Benedikte ikke fik løbet sit maximale. Set i lyset af pointstillingen ved slut var det jo rigtig ærgerligt, men som pigerne selv konstaterede, kunne de jo bare have afgjort det på en af de andre discipliner.

Vores 4 drenge Massi Hasmi, Asger Eldam Jensen, Claes Gammelgaard og Nick Rose Dupont fik sammen med deres hold en bronzemedalje, hvilket de var rigtig glade for. MEN, det er endnu bedre, for jeg har modtaget en mail fra Ålborg om, at der er lavet en regnefejl og de vil derfor modtage en SØLVMEDALJE i stedet.

Så status er altså 7 sølvmedaljer ud af 12 deltagende atleter – det er da flot.

Der blev lavet ikke mindre end 9 personlige rekorder og 3 klubrekorder.

Anne Svanvig løb et meget veldisponeret 1000 m løb og fik en tid på 3.55.99, Camilla Wibrand forøgede sin nuværende klubrekord i kuglestød med næsten en halv meter til 8,02 m , Benedikte Bangsgaard brugte sine ikke anvendte kræfter fra 1000 meter løbet til at kaste bolden ud på ny klubrekord og Nick Rose Dupont fik en flot klubrekord i 80 m løb i tiden 11.30 s.

Resultatliste

Pointstilling

 

 

 


 

 

Guldsponsor

Sølvsponsor

Bronzesponsor

HC SPORT-VEJLE

Torvegade 9

Vejle Idrætsforening . Helligkildevej 2 . DK-7100 Vejle . E-mail: tb-sport@stofanet.dk