Atletik

Kojo slår seniorrekord igen og rykker ind som en delt nr. 10 på alle tiders rangliste

Ved Världsungdomsspelen på Ullevi stadion i Göteborg (30. juni – 2. juli) løb Kojo Musah 10.48 på 100 m i finalen og blev nr. 3.  Tiden bringer Kojo ind på en delt 10. plads på alle tiders rangliste i Danmark.

Dansk Atletik Forbund skrev om Kojos superflotte præstation i sin omtale af Världsungdomsspelen  2017:

“Kojo Musah har for alvor fået fart i benene. Vejle-sprinteren blev ved VU-Spelen lørdag nr. 3 i A-finalen på 100 meter med 10,48 sek. (+1,1). Dermed klemmer han sig ind som en delt nr. 10 på alle tiders rangliste. 21-årige Musah debuterede så sent som maj 2015 og løb i sin første sæson 10,91 sek. I fjor forbedrede han sig til 10,77 sek., og altså nu 10,48 sek. En fornem optakt til EM-U23, som begynder om 11 dage. Søndag fik Kojo så forbedret sin PR på den dobbelte distance med 21,33 sek. (-0,2), hvilket rakte til den samlede sejr.”

Kojos tider på både 100 m og 200 m er desuden forbedringer af seniorrekorden i Vejle IF, som også tilhørte Kojo, før han tog til Världsungdomsspelen.

Den 2. juni i Aarhus løb Kojo 10.53 på 100 m og kvalificerede sig allerede der til U23 EM i Polen i juli (13.-16.).

Kojo er således med i den store danske trup på 14 atleter, som snart drager til U23 EM i Bydgoszcz i Polen. Her skal Kojo løbe 100 m den 13. juli (indl. og semifinale; evt. finale den 14. juli) og deltage i 4 x 100 m den 16. juli.

Vi ønsker Kojo STORT tillykke med præstationerne på Ullevi stadion og held og lykke ved de europæiske ungdomsmesterskaber i Polen!!

Flere klubrekorder ved Världsungdomsspelen

Det var ikke kun Kojo, som slog klubrekord ved VU-spelen i Göteborg. Sarah Sækmose (2002) forbedrede sin klubrekord på 300 m fra 41.78  (sat den 29.04.17 i Vejle) til nu 41.52 . Sara Kjær Andersen (2002) forbedrede sin klubrekord i diskoskast fra 35,26 m (sat den 11.06.17 i Skive) til nu 36,52 m. Daniel Andersen (2001), som er ny i Vejle IF, (tidligere Aalborg AM), slog Jens Aggers klubrekord på 200 m i tiden 23.12. Den tidligere rekord lød på 23.56.

Det blev også til en del personlige rekorder for de øvrige deltagere fra Vejle IF.

Se den samlede resultatliste fra VU-spelen.